05.02.06
Martin er sådan en god storebror. Her i weekenden har han brugt meget tid på at blive bekræftet i at babyen på billederne er hans lillesøster, mors pige. Han spørger flere gange, og skal så lige "vise mig". Dejligt at det er lykkedes at få ham så meget med, at det er en naturlig del af hans liv. Når vi kommer hjem om eftermiddagen suser han ud og tænder lyset i køkkenet - OG lillesøsters lys. Tidligere bad jeg ham om det, nogen gange gad han, andre ikke - det var også helt fint, men nu gør han det bare af sig selv - han ved det gør mor glad - og så er det jo egentlig en nem måde at få lidt + points på.

27.01.06
Det er fanden mig FOR meget! - nu gider jeg ikke mere modgang!

24.01.06
Men kun hårdt presset - at jeg nok har det lidt bedre. Nu HAR jeg så også lige fået en ordentlig omgang nåle i eftermiddag - det har en del at sige. Nåledamen konstaterede at jeg havde haft læbestift på sidst - det havde bare gjort hende SÅ glad... men hun så det som et tegn på at jeg havde ret - der skal nogen gange så små ting til. Men samtidig er der ikke langt fra "lidt bedre" til "totalt nedbrud" - som i søndags da jeg måtte bede Martin om at gå op på værelset, hvorefter jeg smadrede en kaffekop ned i gulvet så den gik i tusind stykker og satte mig på trappen og græd. På værelset græd Martin - og kaldte på far. Så måtte jeg jo (igen) kæmpe mig op - tage mig sammen. Han kom ned og hjalp mig med at støvsuge stumperne op - søde dreng.

14.01.06
Lise ringede i dag. Har virkelig haft brug for at snakke med hende siden hun kom tilbage, men har ikke kunnet overkomme at ringe. Det virkede bare så uoverskueligt når der nu ikke var noget nyt at berette. Snakkede med aku-damen om det, men fik ikke rigtig formidlet at jeg rent faktisk havde brug for at tale med hende, fik det snarere til at lyde som jeg ikke havde brug for det - eller sådan blev det i hvert tilfælde forstået. Så det var rigtig dejligt at hun på eget initiativ ringede. Fik vendt alle mulige tanker med hende - bla det med hvorfor "folk" i almindelighed er mere interesserede i indirekte at opfordre mig til at være glad (ved at spørge om jeg har dårlig samvittighed over at være det) end i at opfordrer mig til at græde ud. Hun mener det er noget kulturelt - og det har hun jo nok ret i. Desuden mente hun slet ikke "jeg var der" sidst vi snakkede, hun mente så heller ikke at det var det indtryk jeg gav, eller signal jeg sendte. Hun mente at grunde til at aku-damen havde spurgt måske snarere var at folk forventede at man kunne have det sådan. Hun havde hørt om min tatovering og syntes også det var en fin ide. Rent faktisk var det hende der fik aku-damen til at forstå betydningen af den, selvfølgelig var det en Edelweiss.... Vi fik snakket lidt om Martin, hun synes også jeg har brugt meget energi på at få ham hel igennem - ikke at det ikke var og er vigtigt. Syntes det var sødt at han mente han havde to lille-søster, en på billedet og en i haven. Hans forhold til at have en søster er jo lidt skævt, men det må det jo ligesom være. Rart at nogen kan se den indsats jeg har gjort for Martin i stedet for bare at tage den for givet, rart at nogen kan se at det har taget al min energi. Det er utrolig så rummelig hun er - hun insisterede på at jeg ringede hvis jeg havde brug for det, også selv om jeg ikke decideret havde noget at snakke om. Men jeg måtte ikke holde mig tilbage fra at ringe - ved jeg så ikke lige om jeg kan leve op til. Det er rart bare at vide at muligheden er der. Hun sagde at hun havde mig med hele tiden. Kan ikke lade være at tænke på hvor hårdt et job det må være hvis man engagere sig i alle dødfødsler på den måde- Selvfølgelig har vi en historie sammen nu, er forbundet på en anden måde end hvis det bare havde været en almindelig fødsel - men alligevel. Rart at kunne sige til hende at det går bedre - lige så meget fordi hun forstår betydningen af at det går bedre, hun ved det aldrig går væk - men derfor kan det jo godt være bedre alligevel. Hun var rigtig glad for at have snakket med mig, og det var absolut gensidigt. Følte mig helt let om hjertet bagefter - det var godt at få snakket nogen af mine tanker igennem, det er på en eller anden måde lettere med hende fordi jeg ikke behøver forklarer en hel masse.

06.01.06
I dag ville min far være fyldt 84 år. Om godt 2 måneder er det 10 år siden han døde. Det er trist at han aldrig nåede at møde Martin, de ville have været et godt team - han ville have været en god morfar. Men samtidig er jeg meget glad for at han aldrig behøvede opleve Edels død. Det ville have taget livet af ham - slået ham helt ud, ikke at kunne trøste mig og få det onde til at gå væk.

01.01.06
Hvem fortæller WHO at det ikke kun er bjørne i bur der bider i deres fingre af stress?

31.12.05
Min stikkedame fortalte forleden at min JM er kommet tilbage. Jeg vil egentlig rigtig gerne snakke med hende, men det er efterhånden så lang tid siden vi har haft kontakt at det kræver en overvindelse selv at skulle ringe til hende. Fik ikke rigtig forklaret mig. Var i forvejen lidt ude af den og bare det at høre hun var kommet hjem igen var ved at få mig til at tude. Stikkedamen mente at det måske var bedre at lade være at snakke med hende og se frem i stedet. Tænkte en del over i nat; hvorfor jeg stadig har brug for min JM. Og kom frem til at hun faktisk er den eneste der giver mig plads til at græde, i alle andre situationer bekæmper jeg det. Det fik mig så til igen at tænke på at der rent faktisk aldrig er nogen der har sagt at det er "ok at græde", "at jeg bare skulle græde løs" - der imod er der flere, incl akudamen der har sagt at jeg ikke skal være bange for/flov over/have dårlig samvittighed over at grine/le/smile. På en eller anden måde er det åbenbart ikke lovligt at give lods for sorgen, det har jeg i hvert tilfælde ikke følt på noget tidspunkt. Folk har så fandens travlt med at man skal blive glad igen at der ikke er ordentlig plads til sorgen. Akudamen har dog nogen gange sagt at det ville være gavnligt at græde - men på en eller anden måde tør jeg ikke give slip hos hende, det er som om der ikke er plads til det alligevel.

30.12.05
Godt nok en hel del op ad bakke for tiden - trænger snart til lidt medgang af en slags!

Gid jeg kunne sætte verden på hold! - det er MIN tur, der er hele tiden nogen der springer over og ikke holder køen. Det er jo nok fordi jeg ikke "kan finde ud af" at tage min tur. Hvis man bare kunne sætte verden på hold - så ville jeg få min tur næste gang.

Snakkede endnu en gang med stikke damen om at skrive - sjovt nok er det ofte nemmere at skrive når det går skidt - men ok, nogen gange er det ikke en gang let at skrive dér. Svært at finde roen.

Nu er året snart slut - for et år siden var jeg overbevist om at 2005 var MIT år - det blev det så ikke, eller heller ikke .... Men det har selvfølgelig ikke været så slemt som det foregående, men samtidig.... lige nu føles det som det ikke kan blive værre - så kan 2006 jo kun blive bedre. Men bliver det så MIT år?

02.12.05
Det er godt nok "sjovt" - det der med at folk, fordi det "andet" ikke er til at holde ud selv "bestemmer" hvordan man har det. "Jeg har set dig smile, så har du det godt" sagde en, en dag - "øh nå, jeg har sådan set kunnet smile hele tiden - men jeg har sku ikke haft det virkelig godt længe, men ok - mener du det så er det jo godt" - tænkte jeg. Jeg ved jo godt hvorfor, det andet er ikke til at holde ud for folk.

Det er lidt i familie med akupunktøren der spørger om det ikke er tilladt at være glad og smile - jo gu er det det - når der ER noget at være glad over, og noget at smile af. Men for fanden - når det er op ad bakke meget af tiden, og man er træt som et alderdomshjem fordi man sover ad h til - så er det sku svært lige at mobilisere de store glædes scener. Men selv dér kan jeg jo smile, når hun siger "tåbelige" ting eller kommer til at kilde mig når hun skal have fat i et af de ømme punkter. Smiler jo også til Martin  - han gør mig jo også glad. Men det må vel for pokker også være tilladt at være ked af det, og det burde være tilladt at græde - det tillader jeg bare ikke mig selv. Og måske er det dér fejlen ligger!

29.11.05
Sidst jeg var i Stockholm hørte jeg at en god kollega var blevet forfremmet, ikke at det overraskede mig - men jeg havde bare ikke hørt det. I morges mødte jeg ham så på vejen ind på arbejdet. Har ikke set ham siden jeg kom tilbage på job for 1 år siden - ud over en enkelt gang i Arlanda hvor jeg stak af fra ham før han så mig, fordi jeg ikke orkede snakke. I dag blev jeg overrasket og kunne ikke nå at stikke af - selvom lysten var der. Men jeg kunne så ønske ham tillykke - han så lidt forbavset ud, viste sig så at det ikke lige frem var noget nyt - han mente faktisk at det var en 1½ år gammel nyhed - så var det jo ikke så mærkelig at jeg intet viste om det - og endnu en gang blev "det" smasket lige ind i sylten på mig. Det er fuldkommen umuligt at undgå bliver konstant forfulgt. Men det går jo alligevel ikke "væk" lige meget hvad jeg gør. Det gav bare dagen en ekstra grå tone.

Senere genlæste jeg mit CV, en projektleder ville gerne have oplysninger om mig, og det var da klart det enkleste at give hende CV'et. Men så gik det op for mig i hvor høj grad jeg bare er en skygge af mit gamle jeg. KLASK end nu en gang.

26.11.05
Martin græd i nat, da jeg kom ind lød det som han sagde "mors baby er død" - men da jeg bad ham gentage det sagde han "babyen må ikke tage min mor!" - lige meget hvad var det lidt uhyggeligt, og selvfølgelig måtte han tilbringe resten af natten i mine arme.

Hader (stadig) når folk spørger hvordan jeg har det. Enten forventer de at jeg svarer "pænt" - og det gider jeg ikke, gider ikke simulerer eller også forventer de jeg er ærlig - så er der igen to muligheder, hvis jeg virkelig ER ærlig, føles det om de tænker "nej , nu må hun tage sig sammen" eller "Nu overdriver hun, jeg kan jo se har hun har det rigtig fint!" - der er selvfølgelig også dem der ikke nødvendigvis vil høre at jeg har det underskønt - men på en eller anden måde er det sku trættende, at jeg ikke HAR det særlig godt - orker heller ikke forklare op ad døre og ned ad stolper - der er jo flere faktorer, rigtig mange faktorer der spiller ind.

Kan mærke at akupunkturen mangler - der er lang tid i mellem, når der er næsten to uger i mellem.

18.11.05
Fandt en artikel i "Ekspressen" på vej hjem fra Sverige i torsdags - havde den med til stikkedamen, ville egentlig helst høre hende sige "Nej, dét passer absolut ikke". Hun sagde "Hvis du var en mand ville du ikke tænke på det nu, du kan jo alligevel ikke gøre noget ved det!, men det er du jo ikke - du bliver ved at søge forklaringer!" - egentlig tror jeg at jeg fik noget forkert ud af hendes upræcise svar, men samtidig så var der jo nok en grund til hun var upræcis - hun kan hverken af eller bekræfte det. Genfandt artiklen i Berlingske online - der så det faktisk endnu værre ud - samtidig var artiklen faktisk ikke specielt præcis - tror ikke helt journalisten ved hvad det er han/hun har stukket fingrene i. Der er nogen ting hvor man bare ikke må være upræcis i sine udtalelser. Under alle omstændigheder ødelagde det min akupunktur lidt - fik ikke helt det rigtige "sus" fordi det andet hang over hovedet på mig. Og så ville hun først se mig igen om 14 dage - hun prøvede med "jeg har slet ikke tid i næste uge" - men sagde bagefter, "hvis det ikke går ringer eller Mailer du bare" - selvfølgelig "går" det - spørgsmålet er bare "hvordan". Hendes afslutnings bemærkning var i øvrigt - "Du ser godt ud!" - mere som i du ser ikke skidt ud, eller som jeg følte det - du ser bedre ud end du føler dig. Og "Du kan være ret sjov!" - tja, det ved jeg godt at jeg var, tror ikke jeg er det så meget mere - ud over de gange hvor jeg frivilligt offentlig gøre mine tåbeligheder - som fx ikke at kunne huske mit telefon nummer, så TDC må slå det op efter adressen - eller når jeg slår et ubesvaret opkald op på de gule sider - bare for at finde ud af at det er mit eget - jeg ringede til mobilen fordi jeg ikke kunne finde den.........deraf det ubesvarede opkald, men det var det værd - de kastede næsten op af grin.

Har hele tiden haft en fornemmelse af at jeg gerne ville/sagtens kunne klare en undervisningssituation - så havde jeg et "fokus", tilhørende ville ha et fokus - i en chokoladekage brandert fik jeg så sagt ja til at komme til Stockholm i begyndelsen af december for at undervise i mine guidelines - lige da jeg sagde "ja" føltes det helt fint, men 1½ minut senere var jeg ved at kaste op af nervøsitet. Skal stikkes dagen før - der må være et eller andet man kan gøre mod det også.

09.11.05
Nu er jeg snart træt. Trænger til at være i stand til at holde fokus. De sidste dage har jeg klodset mere i det end jeg lige finder "sjovt". Først sender jeg et dokument til review - desværre en gammel version, med en del mangler og lidt småfejl. Da jeg opdager det vil jeg lige sende den rigtige version til en der endnu ikke har svaret - han får så i stedet et andet dokument, der godt nok også skulle reviewes, men altså ikke før det var færdigt - mao - han fik to ufærdige dokumenter - SHIT også, virker bare så totalt uprofessionelt

Lige nu er det hvad min akupunktur er - et frikvarter, hvor jeg ikke behøver “yde”, ikke behøver være “på” - hvor jeg kan tillade mig bare at “være”. Gider egentlig ikke akupunkturen i sig selv - eller måske snarere resultatet, det er anstrengende at blive “manipuleret med”, men det er prisen jeg gerne betaler for at “få fred” en times tid. Hun er hulens god til at læse mig, til at gennemskue hvad det er jeg har brug for. Bare at blive “puslet om” - men det afholder hende nu ikke fra at lege nålepudeleg med mig. Og når det så kommer til stykket og jeg først er der, så er det også ok. I dag havde jeg bare mest lyst til at blive liggende, trække fleece tæppet op over hovedet og ikke kigge frem før til næste behandling.

En trøst var det dog at aku-damen havde taget fejl af tiden - vi havde en aftale kl 15.30, hun troede hun kom i god tid - kl 15.50 - eller rettere, da hun kom viste hun godt at hun ikke var i god tid, fordi hun havde fået den ide at kigge i kalenderen - og så havde hun tilmed glemt sin mobil:o)) skønt at andre også kan. Selv var jeg ved at være ganske overbevist om at det var mig, der IGEN havde rodet tingene sammen. Hun havde frygtelig dårlig samvittighed, og undrede sig vist over at jeg ikke var sur - men det er jeg vist ikke lige berettiget til for tiden.

07.11.05
Lige meget hvor slemt det er, er der altid nogen der har det værre - det er bare så hulens svært at se ud over ens egen næsetip.

05.11.05
Hvorfor er det så fandens farligt at skulle føde i smerte? - jeg forstår det virkelig ikke, slet ikke. De endorfiner kroppen producere er med til at smertelindre barnet. Hvorfor er det næsten tabu at sige at man ikke vil have smertelindring? Jeg havde personligt aldrig klaret Edels fødsel uden smerterne fra veerne.

01.11.05
Det går ikke videre godt, temmelig meget op ad bakke er det. Hænger fast med det yderste af neglene, og da de er bidt ned til neglerødderne er der virkelig ikke meget der holder fast.

Sært med aku - havde egentlig mest lyst at melde fra, men trængte til at komme væk - uden at skulle yde noget - bare "være". Havde ikke lyst til at blive "helbredt" og alligevel mens jeg lå med nålene kunne jeg mod min vilje mærke at jeg fik det bedre. "Straffen" var så ikke at sige noget til hende om det - men det gør jeg nu nok næste gang. (Og mon hun ikke har opdaget det selv - hun er en af de få der bare behøver se mig i øjnene for at vide - så jeg kan heller ikke skjule når det hjælper). Hun vil så gerne kunne gøre mere for mig siger hun, men hun kan jo ikke trylle (siger jeg) - men "stemningen" var der så til at bede hende lade være at give op - og det vil hun ikke, hun tror på mig siger hun. - Så må jeg vel for hulen kunne lægge dén frygt/bekymring fra mig!

23.10.05
Nu er jeg snart seriøst bekymret. Lå og tænkte længe i nat både før jeg sov, og ind i mellem når jeg vågnede. Har hun glemt mig, eller er hun stadig dårlig? - håber sku på det sidste, for ellers er det vel alvorligt. Både af egoistiske årsager, men selvfølgelig også for min helbreders skyld - håber jeg virkelig hun enten bare har travlt - eller har glemt alt om mig.

21.10.05
Hvornår lærer jeg at takle det? - være rolig og afbalanceret når nogen spørger om Martin ingen søskende har? - sidst var til et bryllup hvor jeg fik svaret, "jov han har en søster" og to sekunder senere, henvendt til Palle - "jeg smutter lige ud til pigerne uden for", hvorefter jeg ræsede af sted. I dag skete det så igen, jeg var i børnehaven der fejrede Martins fødselsdag. En af de ansatte stillede spørgsmålet, jeg følte bare hvordan blodet forsvandt fra mit ansigt og mit hjerte sprang mindst 10 slag over, jeg rystede inden i. Får svaret noget jeg ikke lige kan huske mere...men et "ja" indgik i svaret. Tror hun fattede at det ikke lige var noget der skulle uddybes her og nu, men jeg vil jo gerne forklare. Desværre forsvandt hun så ud i køkkenet da vi skulle gå - så det må vente til næste uge. De har jo nok brug for at kende Martins "historie". Måske er det fordi jeg generelt får det spørgsmål ret sjældent, at det påvirker mig så meget. Der var en på ferien der spurgte - men det var på en måde ikke så "tæt på", så der var det nemmere at svare - og jeg forventede nok ikke mere indgående spørgsmål til emnet.

14.10.05
Det er hvad man kalder bad timing! - Palle stikker af til Californien i 1½ uge, der er meget at lave på jobbet - og akupunktøren har lagt sig - eller det er vist så meget sagt - det var vist en af de ting hun ikke kunne - med dårlig ryg. Genkendte hende næsten fra min graviditet med Martin, "kold" og ret "hård i filten" - men hun var vist også ret skidt. Nu håber jeg bare hun "kommer på banen" i næste uge, men det lød nu ikke meget sådan - stakkels kone.

04.10.05
En enkelt af bekymringerne blev heldigvis gjort til skamme. Til gengæld bliver jeg endnu en gang rørt. At en, som i virkeligheden "bare" har et professionelt forhold til mig, alligevel engagere sig så meget at det må være nødvendigt at på eget initiativ kæmpe nogen "kampe" på mine vegne, at være "nødt til" at give udtryk for frustration på mine vegne - ting som jeg egentlig "bare" lever med, fordi jeg ikke kender til andet. Og selvom det egentlig er lige meget nu, så varmer det.

01.10.05
Bruger meget tid, alt for meget på at spekulere over ting jeg ikke er herrer over. Ved det godt, men det er svært at lade være - den ene tanke tager den anden og de kører i ring.

24.09.05
Jeg er glad for min tatovering, ingen tvivl om det. Meget glad endda. Men derfor varmer det alligevel når nogen forstår den, tilmed af sig selv - så er det lige meget hvor lang eller kort tid de er om det! Og det sårer mig meget når andre nærmest ikke vil forstå - selv med hjælp, gevaldig megen hjælp. Men jeg  er nok lettere overfølsom når det gælder dette emne.

22.09.05
Kan tilsyneladende ikke finde ud af det, og når jeg så ved et lykketræf gør - ja så gør jeg det ikke godt nok alligevel. Jeg føler mig virkelig som en FIASKO!!

21.09.05
Min intuition er sku lidt for skræmmende god for tiden....hvad jeg ikke "gætter" og forudser....Nå men det var dog ikke så slemt, akupunktøren er bare ikke hjemme i næste uge, så jeg må "klare mig selv", hvilket hun så også mener jeg sagtens kan (skal bare huske at spise varmt, reserve mor syndrom). Hun har jo nok ret - heldigvis kunne jeg se at hun egentlig ikke var så glad for at sige det til mig, men jeg var en stor dygtig pige der næsten ikke "peb". Men nu gider jeg ikke få ret i flere af mine "syn" - om end det andet af dem har bragt mig til at fnise en del fra tid til anden :o))

18.09.05
Uhyggeligt som vejret har betydning for "overlevelsen". Ved ikke lige hvad der var årsag og virkning. Men allerede fra morgenstunden var jeg mere ked af det end normalt. Har "jaget" min JM til Grønland - hvornår giver akupunktøren så op? Vi skal til samtale i børnehaven i morgen, alt ting er så forkert - Edel er her ikke til at være misundelig over at Martin skal i børnehave, hun er her i det hele taget ikke - alle vores planer er skudt i sænk. Det mærkes ekstra tydeligt når der sker noget "specielt" eller anderledes - det er "nemmere" når det "bare" er hverdag uden udsving. Næste uge bliver igen hård - to dages møde, tvungen middag med kollegerne. Har brug for bare at være i fred. Og måske er det bare fordi solen er væk og det er pisse koldt? - eller hvad???

15.09.05
At vende det til noget positivt. Ja dét i sig selv virker noget nær uoverskueligt. Min kollega siger at man bliver et om ikke bedre, så rigere menneske af at miste, af at opleve den største sorg af dem alle. Det viser sig så at hun mener det positive bla er at man bliver mere egoistisk, at man "tør" sige fra, at man "tør" gøre det der er rigtigt for en selv, for ens familie uden at tænke over hvad andre mon synes, om andre bliver fornærmede eller sure - det er jo i realiteten lige gyldigt hvad de andre tænker og synes - det vigtigste er rent faktisk at gøre det man selv synes er det rigtige. Og hvad er det egentlig værd at "turde", hvis man alligevel har sådan lidt små dårlig samvittighed - så hellere løbe linen ud!! - Det vil jeg så øve mig på.

13.09.05
Det er så imponerende at nogen kan have så meget ro, så lidt stress. Og rart de samtidig har SÅ meget forståelse, medfølelse og indlevelse.

09.09.05
Jeg er træt, træt og led og ked af det hele - kunne godt bruge bar en anelse medgang - synes efterhånden ikke det er for meget forlangt.

06.09.05
Med min tatovering, er det som at have Edel eller "noget" af hende hos mig altid. Jeg er rigtig glad for den. Den føles meget "rigtig" for mig, jeg bliver glad af at se på den.

05.09.05
Akupunktøren har flere gange sagt at det virker som jeg er meget alene om "det" - det er jeg vel både og, man "oplever" jo tingene forskelligt, jeg er nok ikke så god til at "tale om det". Men efter min jordemoder er rejst, så føler jeg mig virkelig alene. Det var så godt at vide at hun "var der" at jeg bare kunne ringe.

01.09.05
PIS, pis, pis.....min jordemoder rejser til Grønland i 3 måneder. Fik et brev fra hende da jeg var til akupunktur i dag. Hun kommer først hjem igen 1.12, der stod ikke lige noget om hun kommer tilbage til hospitalet, men det gør hun vel...håber jeg. Nå ja, blev meget bange og nervøs da jeg fik brevet - og jeg kunne jo ikke bare lige flå det op, men måtte pænt vente til jeg kom hjem, samtidig viste jeg at akupunktøren kendte dets indhold. Men det kunne jo have været rigtig meget værre, det kunne have været 3 år, 30 år..... Mærkelig følelse, det er ca 3½ måned siden jeg har talt med hende, men hun har aldrig været længere end et telefon opkald væk - det er hun så nu. Fornemmelsen at vide at hun bare var dér var god. Føles lige nu meget tomt og trist. Tænk hvis hun nu trives så meget at hun bliver!!!

26.08.05
.....Og nu, lettet igen

25.08.05
Underlig følelse. Virkningen af akupunkturen er ikke helt taget af, og samtidig trænger jeg noget så gevaldigt til at "få hovedet revet af" - eller til at få en ordentlig omgang med nålene igen. Bare bevis på hvor lidt der skal til at "tippe læsset" (ikke kun vælte det).

Hvor ville jeg ønske "omverdenen" bare rettede ind til højre - hvor ville alt ting bare være lettere så.

24.08.05
Akupunktøren havde hørt en udsendelse om primitive folkeslag der, når de udsattes for stor sorg/psykisk smerte påførte sig selv fysisk smerte, den er lettere at bære. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Det kom op da vi snakkede om min forestående tatovering.

23.08.05 (Edels 15 måneders dag)
Akupunktur er fantastisk. Igen denne følelse af lethed, overskud, smil og så er mine hænder varme, ikke så varme som de en enkelt gang har været, men varmere end normalt. Utroligt!!!

En sjov teori om et løg der er pillet helt af og skal have alle lagene lagt på igen, det tager tid, men er stærkere når det er færdigt - hun er sjov!!

19.08.05
Jeg HADER det!!! - jeg vil have min datter igen!!!

17.08.05
Det er ikke nemt at komme hjem og starte arbejde. Trods akupunktur tirsdag er det svært at "fange" smilet. Vi sidder i haven og drikker kaffe, naboerne er gået ind, men har døren åben. Zoraia våger sig ind i deres have, manden kommer løbende ud og sparker vredt efter hende hvorefter han går ind og lukker døren - har mest lyst til bare at "sælge lortet" - hvordan skal jeg nogensinde "komme op" når jeg gang på gang bliver hevet ned af "udefrakommende" begivenheder, det er jo ikke deres fejl jeg er sart - men for pokker!!!! - senere stikker han pludselig hovedet over hegnet og snakker med Martin, siger det er dejligt at Martin er hjemme igen - og pludselig kan jeg smile igen, selvom jeg stadig er chokeret og stadig undres - hvad er det lige der sker???

09.08.05
Første morgen på hotellet spillede de "Tears of heaven" meget, meget underligt på intet tidspunkt senere spillede de noget "rigtig" musik omkring morgenmad (eller ellers i øvrigt) - et tegn fra Edel. Hun behøvede ikke være bekymret - vi tænkte på hende (også dér), meget!

04.08.05
En følelse af lethed, nærmest lidt vægtløs og overskud nok til ikke at lade mig gå på af småting. Tænk hvad en bunke nåle kan afstedkomme!

Og så har jeg ikke haft migræne i 5½ uge - ikke en gang den mindste smule hovedpine. FANTASTISK!!!

Og hvad bilder FOF sig så lige ind? "EDB for kvinder", men ikke et hold der hedder "EDB for mænd" - hvad skal det lige gøre godt for? er kvinder pr definition dumme??? "Motion for dem over 40, for dem der gerne vil dyrke motion, men i et lidt roligere tempo", der findes sku mange på 20 der ikke kunne følge med mig, hvad skal det lige til for - at generalisere på den måde???

02.08.05
Havde en gang en lære der sagde "Hvis du ikke kan forstå det, må du lære det udenad". Det er desværre ikke altid det "virker". Jeg kan hverken forstå eller acceptere at jeg ikke har min datter hos mig i live - men lære det uden ad, nej - det går vist heller ikke rigtigt.

31.07.05
Hvis alt var gået efter planen skulle jeg starte arbejde i denne uge - efter vel endt barsel. Men så kan jeg jo lære det, kan jeg - ikke at lave planer, ikke at forvente noget. Jeg HADER det - uretfærdigheden, tomheden, savnet

27.07.05
Hvorfor tvivler folk, selv nogen der tilsyneladende kan "læse" mig ret godt på om min manglende "evne" til at smile skyldes at jeg får dårlig samvittighed over det?
3-4 uger efter Edels død fik jeg at vide at jeg godt måtte smile og være glad, det var ikke forkert - nej men det var fandemig tæt på umuligt. For pokker - jeg har mistet et barn...................

22.07.05
Indså i dag, at jeg faktisk ikke længere bare har lyst at tage min(e) hovedpude(r) og sætte mig i bunden af mit hudløst dyre skab. At sige jeg springer ud af sengen er nok en overdrivelse af dimensioner, men det er dog en forbedring.

21.07.05
Det er ikke så let at smile efter så lang tid, det sidder lige som fast.

Igen noget om bekræftelse. Jeg har to børn, det ene har jeg her - det andet kun i hjertet. Men jeg har to børn.  For nogen kan det lette svar på spørgsmålet "hvor mange børn har du?" være et, men det gør langt mere ondt, end at "risikere" at skulle forklare hvor det andet barn er

18.07.05
Man kan (måske) lære at leve med det....Men acceptere det! - aldrig.

13.07.05
Edel mangler. Lige gyldigt hvad vi foretager os, lige meget hvor meget vi hygger os - så mangler Edel og man bliver konstant mindet om at hun ikke er med.

09.07.05
Hvad er det lige for en synd "man" kan begå - hvor straffen er at man skal miste et barn???
Hvorfor er det lige begrebet "synd og straf" jeg medbringer fra min knap så "gode" katolske opdragelse?

07.07.05
Vel noget om naivitet igen...Et par kolleger snakker om fødslen af den enes barnebarn. Det har været hårdt, godt så! men som den anden kollega så siger - "der kommer jo noget godt ud af det, en dejlig baby" - den skal lige synkes. Men ved nærmere eftertanke - så KOM der jo noget godt ud af det, desværre var "det" livløst. (Fik lige brug for "min" vejrtrækning igen).

Det gør mere ondt at føde en død baby, til den fysiske smerte kommer den psykiske. Og alligevel ville jeg aldrig have været foruden den fysiske smerte - så havde den psykiske taget overhånd og .....ja så ved jeg ikke hvad der var sket. (At man så også skal "kæmpe" med en læge der mener at epidural er det eneste saliggørende, gør jo heller ikke tingene lettere).

Troede ellers jeg var blevet mere koncentreret og mindre distræt - men nej. Her til eftermiddag glemte jeg mit nøglebundt i postkassen og kom først i tanke om det en time senere - ovre i parken. Heldigvis var der ingen der havde opdaget det. Suuuuk!!!

23.06.05.
Man higer sådan efter anerkendelse af sit døde barn. Nævnte mine tanker om sammenligningen af Martin og Edel da jeg fik akupunktur i formiddag. "Sådan gør vi jo med vores børn, og Edel er jo også din lille pige og det vil hun altid være, selv om hun ikke er så tæt på" . Det betyder så utroligt meget med sådan en kommentar, den varmer helt ind i maven.

Alle mennesker forandres over tid. Man får gråt hår og rynker, det er naturligt at vi også ændres inden i. Nogen mennesker kommer så ud for "ting" der gør at de forandres mere end andre. Mao kan vi ikke forvente at gå gennem livet som "den samme". (Endnu en formulering jeg har "stjålet", men det må man godt når man ikke selv kan formulere sig).

Hvem der bare kunne få lov at være naiv igen!!!

22.06.05
- Man får "det" smækket i ansigtet, lige meget om man vil eller ej! - i morgen har jeg lånt en arbejdsplads i hovedkontoret. Sidst jeg var netop dér, på lige netop dét kontor jeg har lånt, var jeg højgravid og glad. (og naiv).

- Med den korte tid der er mellem Martin og Edels fødsel er jeg aldrig i tvivl om hvor Edel ville have været i sin udvikling. Da Martin var 13 mdr. (ca.) var vi i Oslo til Onkel Finns begravelse. Og Martin jagtede sine første duer på "Karl Johan". Og så var jeg i øvrigt gravid - ca. 14 uger henne.

01.05.05
Denne måned jeg har håbet at kunne undgå - selvom jeg godt ved at det ikke kan lade sig gøre. Så er der kun 23 dage til Edels fødselsdag. Vi burde have en lille glad tøs at fejre, jeg burde grue for at nu var der kun 3 måneder til jeg skulle på job igen. Men sådan er det ikke, vi har ingen lille glad tøs at fejre, men en engel og jeg startede på job allerede 1/12 - efter 14 ugers orlov og godt 16 ugers sygemelding (det var hvad lægen ville gå med til, ikke af egen fri vilje). Hvor er lige retfærdigheden i at en sund, rask og perfekt lille pige skal dø i sin mors mave et par dage over termin? Det er som at komme i mål - at vinde løbet, men præmien er desværre givet til en anden.